Mens flertallet af de nordiske spiritusproducenter hvilede på laurbærrene og leverede trist destillerede snapse som vi lærte at skænke direkte fra fryseren fyrede Anja Molin og Henric Molin op under kedlerne ude på den lille ø i Øresund og lige efter årtusindskiftet bragede de gennem lydmuren med deres Gin og så denne Hven Organic Aquavit.
Den er funderet på deres fine Vodka, som de destillerer på økologisk hvede og siden modner i mindst 24 måneder på amerikanske fade inden endnu en destillering med forskellige botanika påbegyndes. Recepten er en lille smule hemmelig, men det skulle være ganske vist at persisk spidskommen, perikum og rabarber sammen med tørrede skaller fra økologiske sicilianske citroner og appelsiner udgør rygraden.
Efter den anden destillering kommer Aqua Vitten tilbage i de amerikanske fade for at modne indtil den rette runde, bløde og sødmefulde karakter som er Spirit of Hven's signatur. I praksis betyder det at Hven Organic Aquavit er sammenstukket af spiritusser som sammenlagt er modnet mellem 24 og 72 måneder. Aqua Vitten er herefter skåret ned til 40 vol.% og tappet i nummererede flasker uden kulstof eller kølefiltrering, uden farvekorrektion og uden nogen form for additiver.
En meget dejlig Aquavit med pikante noter af kommen som bliver passet op af masser af citrus, nykværnet kaffe, lakrids og nyslået eng. Modningen på egefade både før og efter den 2. destillering giver desuden en afrundet, sødmefuld smag med touch af fudge og vanilje i eftersmagen, der komplementerer den urte- og peberagtige tone på perfekt vis.
Server den med is med en skive appelsin eller nyd den solo let afkølet, men ikke køleskabskold.