Philippe Cambie er uden tvivl en af de største (helt bogstaveligt talt) vinmagere og rådgivere i det sydlige Rhône. Han samarbejder med en lang række feterede vingårde og hjælper dem på vej mod nogle vine, som formår både at imponere og charmere.
Det har den amerikanske guru Robert Parker i den grad opdaget og flere af de Châteauneuf-du-Pape huse, som Philippe Cambie samarbejder med, modtager regelmæssigt de magiske 100 point.
Som en slags betaling for sit konsulentarbejde får Philippe Cambie adgang til små partier af fremragende vine fra de forskellige samarbejdspartnere i det sydlige Rhône, og til sammen danner de den fornemme serie af vine, som har fået det højtflyvende navn ”Halos de Jupiter”.
Jupiter er både kongen i den græske mytologi (Zeus) og solsystemets største planet, og Halo er den inderste af de 3 koncentriske ringe, der omgiver planeten. I Philippe Cambies univers er det Grenache-druen, der er kongen Jupiter, og Halo er herefter et symbol på de distrikter, som bedst formår at udtrykke Grenache-druens inderste væsen.
På grund af Philippe Cambies omfattende netværk, inkluderer ”Halos de Jupiter” serien vine fra såvel Costières de Nîmes, Côtes du Rhône, Vacqueyras, Rasteau, Gigondas samt naturligvis Châteauneuf-du-Pape. Alle vinene er fremstillet på de forskellige domainer i de forskellige distrikter og siden transporteret ned til Michel Gassiers kælder på Château de Nages i Costières de Nîmes, hvor de færdigmodnes og til sidst aftappes på flaske.
Hvilke berømte domainer, der står bag de enkelte vine, forbliver en ”fabrikshemmelighed” og er årsag til mange gætterier, men kun en ting er givet: Alle vinene er i overvejende grad fremstillet på druen Grenache og ofte fra gamle vinstokke, der vokser på særligt veleksponerede parceller hos de respektive producenter.