Denne vin er skabt på den traditionelle blanding af 90% Syrah og 10% Viognier og forener således på unik vis Syrah druens pirrende nerve med Viognier druens fedme og parfume.
Pierre Galillard ejer i alt hele 5 ha. på de syd sydøst vendte stejle skråninger oppe bag Ampuis. Nogle parceller er beliggende på brun skifer, som er rig på jernoxid og giver kraftige velstruktureret vin. Andre parceller er domineret af lys og mere løs skifer, der som udgangspunkt giver mere smidige og aromatiske vine. Derfor gæres druerne fra de forskellige parceller hver for sig, således at man til sidst kan sammenstikke en vin, som bliver rigere og mere nuanceret end vinene fra de enkelte parceller hver for sig ville blive, og måske – i de bedste år – tappe særlige cuvéer fra de bedste parceller.
Der sker en sortering når druerne ankommer til vingården såvel før som efter alle stilke fjernes. Herefter knuses druerne ganske let og efterfølgende får de lov til at samle aroma i op til 24 timer inden den alkoholiske gæring, som sker ved op til 35 grader i rustfrit stål. Herefter modner vinen 18 måneder på egefade fra Allier og Nevers (hvoraf 50% er nye ved hver høst) inden den endelige vin sammenstikkes, filtreres ganske let og tappes på flaske.
Spændende duft rig på sorte kirsebær, blomster, hindbær, tobak, kakao, viol og peber. Flot vitalitet på paletten, på én gang alvorlig og legende, sky og udfarende, udfordrende og komfortabel. Kirsebærlikør og lette florale toner giver vinen hjerte. Kryddertonerne fra fadet assisterer akkurat og danner kulissen. Sød tobak, chokolade og kanel bærer eftersmagen igennem. Æterisk og hedonistisk med en næsten burgundisk nerve i denne 2016-udgave af vinen.
Vinen er klart stadig ungdommelig, men den kan hjælpes på vej med en dekantering forud for servering i store Bordeaux glas. Prøv den til ryg af kronhjort pikeret med sorte trøfler eller rådyrkølle med sauteret rosenkål, perleløg og tragtkantareller, skysauce og høvlede kastanjer.